nyt-net.dk

 
 

 

Støtteforbindinger

Tilbage til førstehjælp

 
                 
 

Til støtteforbindinger for eksempel ved forstuvninger, anvendes et elastikbind eller idealbind, disse bind findes i forskellige breder.
Der findes for eksempel også ”tensaplaster” i store ruller, som er velegnet til denne type skader, men dette vil ikke blive omtalt i denne lærebog.
(Se Danske Samaritters lærebog: Udvidet førstehjælp).

Det er bestemt ikke vigtigt, at en støtteforbinding ligger pænt og i synlige 8-tals vindinger, det vigtigste er, at forbindingen er lagt så den støtter.
Her nedenfor er vist, hvorledes en forbinding bør anlægges i forskellige situationer.  

 
                 
 

Tommelfingerforbinding.

Begynd med et par rundture om håndledet, fra lillefingeren over rygsiden til tommelfingersiden.

Gå derefter i næste tur skråt ud omkring tommelfingerens yderside i 8-tals-tur omkring tommelfinger og håndled.

Læg 3-4 sådanne ture og slut af med et par rundture om håndleddet.

 
                 
 

Ankelforbinding.

Begynd med to ture omkring mellemfoden.
Læg derefter 8-tals-ture op omkring ankelleddet – tegningen viser, at den anden 8-tals-tur er ved at blive lagt.
Afslut med to rundture omkring anklen.  

 
                 
 

Håndledsforbinding.

Begynd med et par rundture omkring mellemhånden.
Læg derefter 8-tals-ture over håndleddet – stigende med 1 cm. for hver tur.
Afslut med et par rundture omkring håndleddet.

Vær opmærksom på, at når du bruger elastikbind og lignende, må det ikke stramme så meget, at det stopper blodtilførslen.
Spørg den tilskadekomne om han/hun synes at det strammer, han/hun er den nærmeste til at mærke det.